Klassisk, lys og gylden farve i glasset. Frugtig og lokkende aroma, hvor syltede stikkelsbær og blommer gør sig til. Lækker cremet på tungen med stor elegance, som rundes af med en let røget finish.
Errazuriz’ Estate er en hyldest til det berømte argentinske vinhus’ estate, som gennem seks generationer har været en del af deres historie. Vinene afspejler den enkelte drues karakter, som kombineret med lagring i seks måneder på franske egetræsfade, får dem til at skille sig ud for deres friskhed, frugt og balance.
Om Viña Errazuriz
Det var den navnkundige Don Maximiano Errázuriz, der grundlagde Viña Errázuriz i 1870. Med store visioner for fremtiden og sin innovative ideer plantede han de første franske druesorter i Aconcagua Valley. Udover det store vinøse engagement, var Errázuriz også politiker og diplomat. Han blev født i Santiago i 1832, ind i en familie af baskisk oprindelse, der kom til Chile i 1735. Siden har to medlemmer af familien været præsidenter, to har været ærkebiskopper af Santiago og andre har været diplomater, forfattere og forretningsmænd, der har bidraget til udviklingen af Chile. Hans store arbejde blev overleveret til kommende generationer i familien, og på lidt over et århundrede konsoliderede hans efterkommere vingården og placerede deres vine blandt det absolut bedste på hele kontinentet Sydamerika. I dag er Viña Errazuriz derfor verdensberømt for vine af meget høj kvalitet.
Miljøbevidst verdensklasse
Viña Errazuriz er miljøbevidst og fremtidsorienteret. I 2008 introducerede man som det første chilenske vineri letvægtsflasker for at reducere CO2 udslip ved både produktion og transport. Errazuriz praktiserer også bæredygtig vinproduktion, og markerne dyrkes i så vid udstrækning som muligt økologisk. Kronen på værket er – indtil videre – indvielsen i 2010 af det nye bæredygtige vineri, Don Maximiano Icon Winery, i Aconcagua Valley, samt den officielle godkendelse i 2011 som bæredygtig virksomhed.
I grove træk opdeler Errazuriz sine vine i fire kategorier
Estate Reserva: Husets basis, hvor kvaliteten allerede er langt foran ndre chilenske vinhuses “luksusudgaver”.
Reserva: Fra specialudvalgte marker. En videreudvikling af Estate Reserva-vinene, ofte med lidt længere/intens fadlagring. Herunder bl.a. den populære Max Reserva-serie.
Specialiteter: F.eks. Single Vineyard, Wild Fermented, Organic og Late Harvest
Icon wines: Som Viñedo Chadwick, Seña, Founder’s Reserve og KAI. Tilhører ikke alene den chilenske vinelite, men også verdenseliten.