“Plani Arche – Grechetto (BIO) 75 cl.” er blevet tilføjet til din kurv. Se kurv
Chateau Rahoul Graves Blanc 2022 75 cl.
Grand vin de Bordeaux – France
Château Rahoul Blanc er lavet på Semillon (53-70%) og Sauvignon Blanc som høstes manuelt separat for hver parcel, når druerne er optimalt modne. Druerne transporteres til kælderen i små kasser for at undgå masning af klaserne og presning af druerne foregår under beskyttet forhold, alt dette for at undgå oxydering. Den alkoholiske gæring foregår på små barriques (15-20% nye efter årgangen) efterfulgt af en modning på de samme fade i 8-9 måneder, med vinens ”lie” (bundfald).
Denne ”haute couture” behandling, som man kalder den på slottet, giver en hvid Graves af ekstremt høj kvalitet. Overvægten af Sémillon sikrer en god fylde og en meget kødfuld karakter, mens Sauvignon Blanc tilfører stor kompleksitet i aroma og bid. Farven er lysgylden og blank. I duften finder man friske, sprøde nuancer af citrusfrugter og grønne pærer, samt diskrete toner af vanilje og mere eksotiske toner af mango til sidst. Smagen er kødfuld, en smule røget først, men udvikler sig hurtigt mod det harmoniske med en god velour til sidst. Det er en hvidvin som kan klare adskillige års modning og som er ligesom født til gastronomien.
Prøv den til grillet fisk, skaldyrsbisque eller en kraftig fiskesuppe.
Historien bag Château Rahoul går helt tilbage til 1646, hvor ridder Guillaume Rahoul bygger sin residens nær Portets i Graves-området og samtidig planter vinstokke. Det er dog først efter den franske revolution, at slottet for alvor bliver bemærket for sine vine. I 2. udgave (1868) af Férets berømte Bordeaux-vinguide bliver Château Rahoul således placeret blandt de 10 bedste vinslotte i Graves. Dengang var slottet ejet af den berømte vinkøbmand og skibsreder i Bordeaux, Pierre Balguerie, hvis initialer den dag i dag stadig pryder slottets indgang.
I det 20. århundrede havde slottet skiftende ejere, men de største forbedringer indtraf, da Alain Thiénot i 1986 overtog slottet, og ikke mindst da vinfirmaet Dourthe i 2007 indgik i et samarbejde med Thiénot. Begge parter har således investeret mange ressourcer i at bringe Château Rahoul tilbage til at være en af de bedste vinproducenter i Graves.
I dag råder slottet over 40 ha. vinmarker (hvoraf 5 ha. producerer hvidvin) fordelt på ikke færre end 54 parceller og på 5 forskellige terroirs (i områderne Portets, Podensac, Illats, Saint-Selve og Arbanats). Denne diversitet er uden tvivl en af hemmelighederne bag Château Rahouls evne til, nærmest uanset årgang, at producere vine med stor kompleksitet og kvalitet. Jordbundene består hovedsageligt af sand og småsten (graves) som giver mere elegante og velouragtige vine, hvilket netop er et særkende for vinene fra Château Rahoul.